Indholdsfortegnelse
Du behøver ikke at være medlem af et fitnesscenter for at komme i sublim form og opnå drømmekroppen. Med hyppige hjemmetræningssessioner vil du nemlig kunne opnå fremragende resultater. I artiklen her finder du al den viden, du har brug for, for at komme i gang med hjemmetræning. Blandt andet byder vi på en række afsnit med gode hjemmetræningsøvelser, et afsnit om hjemmetræningsudstyr samt en række generelle tips og tricks til hjemmetræning.
Begrebet ‘hjemmetræning’ refererer til træning i hjemmet. Hjemmetræning kan være rigtig mange forskellige ting; det kan nemlig være alt fra arm- og mavebøjninger på stuegulvet til yoga i opholdsstuen eller en cykeltur på hjemmets motionscykel.
Med andre ord kan hjemmetræning altså både relatere sig til cardio- og styrketræning. Rigtig mange hjemmetræningsøvelser kan laves uden en masse dyrt udstyr, hvilket, vi gætter på, er noget, som de fleste bifalder.
At hjemmetræning er billigt at praktisere er blot en af mange fordele, der kendetegner denne type træning. Herunder præsenterer vi dig for fem andre centrale fordele ved hjemmetræning. Når du har læst disse, kan du formentlig slet ikke vente med at komme i gang med at hjemmetræne!
- 100 % på dine præmisser: Hjemmetræning foregår altid, når du har tid og lyst. Kæmpe fordel!
- Godt for de blufærdige: Man fremstår ikke altid lige nydeligt, når man træner. Træning fører nemlig typisk til, at man kommer til at se udkørt ud, og det er da heller ikke atypisk, at man i løbet af en session skærer ansigter i tide og utide og ligner en, der kæmper en brav kamp på tønden. Blandt andet af disse grunde finder nogle det grænseoverskridende at skulle træne foran andre, som tilfældet er i et fitnesscenter. Hvis du er den lidt blufærdige type, der sagtens kan genkende dette, så er hjemmetræning lige noget for dig. Her er der nemlig hverken nogen til at bevidne dit udkørte ansigt, eller hvis du skulle komme til at slå en lille prut i forbindelse med øvelser, hvor du virkelig presser dig selv.
- Du skal ikke vente på maskiner eller udstyr: I et fitnesscenter risikerer man at træne på tidspunkter, hvor rigtig mange andre har fået samme idé. I myldretiderne ender man ofte med at vente på det udstyr og de maskiner, man skal bruge. Pænt irriterende… I hjemmet skal du ikke dele dit udstyr med nogen andre, hvorfor der aldrig vil være nogen ventetid.
- Overraskende let: Selvom du ikke ved alverden om træningsøvelser, kan du sagtens hjemmetræne. Du vil nemlig hurtigt kunne finde informationer om en masse gode øvelser, du kan lave, hvilket du blandt andet også kan hos os i denne artikel lidt længere nede. Ligeledes vil du – hvis du har lyst – kunne downloade en eller flere hjemmetræningsapps, som dels vil kunne vise dig forskellige øvelser, men også fortælle dig, hvor mange gentagelser du skal lave, og hvor lang tid øvelserne skal laves.
- Du bestemmer lydtapetet: I et fitnesscenter vil det ikke være dig, der styrer musikken, men det vil det, når du træner hjemme, og det er nu engang bare sjovest at knokle til noget musik, man elsker, frem for musik, man ikke bryder sig synderligt meget om.
Udstyr til hjemmetræning
Der findes en masse hjemmetræningsøvelser, der ikke kræver noget udstyr. Derfor er udstyr som sådan ikke noget krav, hvis du gerne vil i gang med at hjemmetræne.
Dog kan der ikke herske nogen tvivl om, at noget udstyr vil øge mængden af øvelser, du vil kunne lave, samt kvaliteten af mange hjemmetræningsøvelser.
Hvilket udstyr du bør investere i, afhænger meget af, hvilke mål du har med din træning. Vil du være stærk, opnå et vægttab eller komme i god form? Dette mål er afgørende for, hvilket udstyr du med fordel kan investere i.
Udstyr til dig, der gerne vil i form
Hvis dit primære formål med din hjemmetræning er at komme i god form samt at opnå vægttab, vil det give mening at overveje at investere i en eller flere af følgende træningsredskaber:
- Et løbebånd
- En kondicykel
- En sofacykel
- En romaskine
- Kettlebells
- En hulahopring
- En crosstrainer
- En boksepude
- Neopren-håndvægte
- En stepbænk
- En stepmaskine.
En række af ovenstående træningsredskaber – såsom et løbebånd og en motionscykel – er i den dyre ende og kræver tilmed meget plads. Derfor ikke det naturligvis alle, der vil have mulighed for at erhverve sig samtlige af disse produkter.
Vi føler os dog sikre på, at der findes en række af ovenstående produkter, der både pris- og størrelsesmæssigt harmonerer med, hvad din pengepung og bolig kan håndtere.
Udstyr til dig, der gerne vil styrketræne
Hvis du ønsker at styrketræne i hjemmet, vil nedenstående produkttyper være gavnlige for dig på den ene eller anden måde:
- En træningsmåtte
- Håndvægte
- En træningsbænk
- En vægtstang
- Træningselastikker
- Kettlebells
- En pull-up-bar.
Investerer du i alt ovenstående udstyr, vil du kunne træne styrke i alt fra mave og ben til skuldre og arme. Meget af ovenstående udstyr fylder heldigvis ikke alverden, hvilket er en stor fordel, når det kommer til hjemmetræning. Langt de fleste produkter vil du hurtigt kunne gemme væk under en sofa eller lignende, når de ikke er i brug.
Øvelser til hjemmetræning
Nu kender du en række fordele ved hjemmetræning, og du ved, hvilket hjemmetræningsudstyr det vil være oplagt at investere for dig.
Men men men…
Du ligner formentlig stadigvæk lidt et stort spørgsmålstegn, hvad angår hjemmetræningsøvelser.
Dette forandrer sig dog om lidt, hvis du læser videre. I de kommende afsnit vil vi nemlig introducere dig for en masse gode hjemmetræningsøvelser.
Cardioøvelser, der ikke kræver noget udstyr
Vi lægger ud med at introducere dig for en række cardioøvelser, der ikke kræver noget udstyr. Dog vil det ikke være nogen ulempe med en træningsmåtte til en række af øvelserne.
Hvis du slet, slet ikke er i form, er det langt fra sikkert, at du vil kunne holde til at udføre samtlige øvelser i videoerne fra dag et. Men det er jo heller ikke noget krav heldigvis!
Bare lav de øvelser, du kan holde til, og byg så langsomt på, så skal det nok komme!
Cardioøvelser med udstyr
Herunder finder du et par videoer, hvori en række fremragende cardioøvelser demonstreres. Fælles for samtlige øvelser alle er, at de kun kan udføres, sæt du ejer det nødvendige træningsudstyr.
De øvelser, der demonstreres i den første video, kræver en stepbænk, øvelserne i video nummer to, kræver en kettlebell, mens øvelserne i video nummer tre kræver en hulahopring.
Styrketræningsøvelser, der ikke kræver noget udstyr
Herunder følger to videoer, hvori en række hjemmetræningsøvelser, der er godt for styrken, demonstreres. Samtlige øvelser kan udføres uden noget som helst udstyr. Atter engang er det dog ikke nogen ulempe, hvis du ejer en træningsmåtte.
Styrketræningsøvelser, der kræver udstyr
Herunder følger en række videoer, hvori der demonstreres styrketræningsøvelser, der sagtens kan udføres i hjemmet, sæt man ejer det nødvendige udstyr.
For at udføre øvelserne i video et skal du eje håndvægte og for at udføre øvelserne i video to skal du eje en eller flere kettlebell(s).
Rigtig god fornøjelse
Vi håber, at du nu føler dig klædt rigtig godt på i forhold til at komme i gang med hjemmetræningen.
Et sidste godt råd er, at du så vidt muligt træner på faste tidspunkter. Typisk er det nemlig væsentlig lettere at holde sig til ilden, når det kommer til træning, hvis man har nogle faste rutiner. Hvis du beslutter dig for, at du hver mandag, onsdag og fredag skal træne en halv time klokken 18:00, er chancerne for, at du får det gjort, væsentlig større, end hvis du blot træner, når du lige har tid og lyst.
Held og lykke med hjemmetræningen!