Indholdsfortegnelse
Drømmer du om en markeret six pack, som får massevis af misundelige blikke fra de andre i træningslokalet, skal du læse denne artikel, hvor vi gennemgår de 3 vigtigste ting, som du skal implementere i dit liv, hvis din mave skal være hård som stål.
En markeret six pack står højt på ønskelisten hos mange, som begynder at træne. Det kræver dog hårdt arbejde og dedikation, hvis mavemuskulaturen skal stå tydeligt frem.
Træning af maven er – som du sikkert har gættet – vigtigt, men maveøvelser er kun en lille skridt på vej i retning af en misundelsesværdig six pack.
Udover træning er også din livsstil og i særdeleshed din kost afgørende for, om du får et tydeligt vaskebræt eller ej. Det kan måske lyde lidt komplekst, men det er faktisk ikke så svært igen – i hvert fald ikke hvis du følger vores guide.
Sådan får du six pack:
Kost, træning og livsstil
Når det handler om at få six pack, er den hellige treenighed kost, træning og livsstil. Hver især spiller disse tre komponenter en afgørende rolle for, om din mave forbliver slasket og bamset, eller om den bliver hård og som skåret i granit.
I det følgende kan du læse mere om, hvordan du får styr på henholdsvis kosten, træningen og livsstilen, så du snart kan rive gulerødder på dit rivejern på maven.
1. Kost:
Spis dig til en six pack
De fleste mennesker har en forestilling om, at vejen til en markeret six pack er igennem fitness centret, hvor man skal dedikere time efter time på hårde maveøvelser, indtil mavemusklerne buler frem.
Der skal rigtigt nok træning til, hvis mavemusklerne skal blive store, men er du blot på jagt efter en markeret mave, kan du i mange tilfælde helt droppe træningen og i stedet bruge din tid i køkkenet.
Hvis din fedtprocent er for høj, bliver dine mavemuskler med stor sandsynlighed aldrig synlige, da fedtlaget simpelthen dækker for muskulaturen. Uanset hvor meget du træner, og hvor stærk en mave du har, vil musklerne forblive skjult, hvis der sidder for meget på sidebenene.
Det første du skal gøre, hvis du vil have six pack, er derfor at få styr på kosten, så din fedtprocent bliver omkring 10% for mænd og 15% for kvinder.
Er din fedtprocent for høj, skal du indtage færre kalorier, så du på et døgn forbrænder mere, end du indtager.
2. Træning:
Maveøvelser og motionstræning hjælper six packen på vej
Den rette kost i dagligdagen kan få vaskebrættet til at kigge frem bag maveskindet, men skal du for alvor imponere på stranden, når du smider blusen, skal der også træning til.
Ligesom med alle andre muskler i kroppen, kan du gennem træning opbygge større muskelmasse. Igennem diverse maveøvelser kan du styrke muskulaturen i maveregionen, så mavemusklerne bliver flotte, store og markerede.
Der findes et hav af forskellige maveøvelser, som du kan kaste dig over, så det ikke nødvendigvis behøver blive kedeligt at træne maven. Vi har skrevet en artikel om netop maveøvelser – den kan du se ved at trykke her.
Eksempler på maveøvelser
Udover målrettet træning af mavemusklerne kan du også opnå resultater ved hyppig konditions-/cardiotræning.
Vi har allerede nævnt under punkt 1, hvor vi fortalte om vigtigheden af den rette kost, hvis man vil have six pack, at en tydelig six pack i de fleste tilfælde afhænger af din fedtprocent. Derfor giver det god mening at kombinere en sund kost med regelmæssig motionstræning, hvor man kan forbrænde eventuel ekstra fedt på kroppen, som mavemusklerne skjuler sig bag.
3. Livsstil:
Sørg for at have overskud
Uanset hvilket projekt du måtte kaste dig over, er det en kæmpe fordel, hvis du har overskud. Er du i underskud mentalt og fysisk, kan selv de mest simple opgaver virke uoverkommelige, hvilket naturligvis ikke giver gode forudsætninger for succes.
Det er helt normalt at mangle overskud i ny og næ, hvis man har haft en hård dag på arbejdet, ikke har fået sovet nok, eller har knoklet i adskillige timer i haven, men mangler du konsekvent overskud, er der muligvis noget galt med måden, du lever dit liv på. Din livsstil spiller nemlig en afgørende rolle for, om du har overskud eller ej.
Det kræver overskud at få en six pack, fordi du både skal gøre dig umage i køkkenet, og når du træner – alternativt risikerer du at brænde ud, inden du er nået i mål med projekt-vaskebræt.
Overordnet gælder det om at få tilstrækkeligt med søvn hver nat, undgå stress i dagligdagen, spise varieret og sundt og motionere.
Vi har skrevet en hel artikel om, hvordan du får en sund livsstil, så du kan få massevis af overskud både fysisk og mentalt. Læs vores guide til en sund livsstil her.
Ofte stillede spørgsmål om six pack
Der er mange myter, misforståelser og generelle spørgsmål om det at få en six pack. I det følgende kan du derfor læse vores svar på de mest udbredte spørgsmål, som vi er stødt på.
Hvordan får man six pack på en uge?
Det er rigtig fint at drømme om og stræbe efter at få en flot og markeret six pack, men hvis du regner med, at du kan gå fra 0 til 100, fra farkrop til bodybuilder på en uge, kommer du til at blive skuffet.
Det tager tid at få en six pack, og i langt, langt, laaaangt de fleste tilfælde, kan det ikke lade sig gøre på blot 7 dage. Pas på med at blive utålmodig, for resultaterne af dit arbejde viser sig med stor sandsynlighed ikke lige med det samme, men er du vedholdende, skal din indsats nok give pote før eller siden.
Det kommer dog til at tage mere end en uge at få six pack. Desværre!
Hvor mange mavebøjninger skal man tage for at få six pack?
Nogle behøver ikke tage én eneste mavebøjning for at få six pack – for den er der allerede. Problemet er bare, at den måske putter sig bag et lag fedt, så den ikke er til at få øje på.
Som vi har nævnt tidligere i artiklen, kræver det ikke nødvendigvis træning af maven, hvis man gerne vil have en tydelig og markeret six pack. De fleste af os har nemlig allerede ganske flotte mavemuskler, som dog kan være gemt væk bag hud og fedt på maven. Huden kan du ikke gøre så meget ved, men eventuelt fedt i maveregionen kan spises væk.
Ved at sørge for at spise sundt, kan du med tiden smide hvalpefedtet på mavsen, så dine mavemuskler kan komme til sin ret.
Udover kosten kan du med fordel sørge for også at træne – eksempelvis ved at lave mavebøjninger – men der ikke noget svar på, hvor mange du skal lave, for at six packen dukker op.
Hvad skal man spise for at få six pack?
Du kan principielt sagtens spise dig til en six pack, men der er ikke en bestemt grøntsag eller en særlig form for fuldkorn, som får mavemusklerne til at svulme op og se lækre ud.
Hvis du vil spise dig til en six pack, skal du sørge for at spise sundt og varieret det meste af tiden. En sund kost sørger ikke blot for, at din krop bliver trimmet og i god stand, men giver dig også det mentale overskud, som skal til, for at kunne arbejde på en six pack.
Hvor lang tid tager det at få six pack?
Hvor lang tid det tager at få en tydelig six pack, er forskelligt fra person til person. Der er adskillige faktorer, som spiller ind i forhold til tidshorisonten – din fedtprocent, dine gener, hvor ofte og hvor hårdt du træner og meget andet – så der er ikke noget endegyldigt svar på, hvor langt tid det tager.
Du er måske stødt på træningsprogrammer, som lover dig six pack på 14 dage, 6 uger og lignende, men sandheden er, at ingen ved, hvor længe det tager for lige præcis dig.
Vores bedste råd er, at du ikke fokuserer så meget på tidshorisonten, men i stedet bruger din energi på at opnå resultater. Er du dedikeret og seriøst omkring projektet, skal du nok få flotte markerede mavemuskler – præcis hvornår det sker, kan man dog ikke spå om.