Cardio - Cardiotræning

Cardio – Hvad er cardiotræning og hvorfor er det godt?

Cardio eller cardiotræning kan også kaldes for konditionstræning. Formålet er at styrke kredsløbet i kroppen, så man bliver mere udholdende – altså får en bedre kondition. I denne artikel fortæller vi dig alt, hvad du skal vide om cardio.

Hvad er cardio?

Cardio er konditionstræning, hvor man gennem øvelser og motionsformer styrker sit indre kredsløb, så det kan holde til at præstere i længere tid og/eller i en højere intensitet. 

Cardiotræning handler om at få pulsen op, og fokus er på at træne udholdenhed, så man kan løbe, cykle, gå, svømme, ro osv. i længere tid ad gangen uden at blive udmattet. 

Når man har pulsen oppe i længere perioder ad gangen, tvinges hjertet til at arbejde på højttryk, hvilket styrker hjertemuskulaturen. Når hjertet bliver presset, vil det med tiden blive bedre til at pumpe blod ud i kroppen, hvilket resulterer i en bedre kondition, en sundere krop og en lavere hvilepuls

Cardiotræning

Hvorfor er cardiotræning godt?

Spørger du os, burde alle voksne dyrke cardio, for der er massevis af sundhedsmæssige fordele i at motionere regelmæssigt. 

Er din krop i god form, kan du lettere udføre dagligdagens gøremål uden at blive udmattet – det gælder både fysisk og mentalt. 

Når du træner cardio, mindsker du risikoen for livsstilssygdomme som fx hjertekarsygdomme og type-2-diabetes. Fysisk aktivitet er desuden en effektiv behandling mod flere kroniske sygdomme.

Er du fysisk aktiv, minimerer du risikoen for stress og depression. Generelt vil de fleste opleve, at de bliver skarpere i hovedet og at de bliver i bedre humør når de husker at bevæge sig flere gange om ugen.

Døjer du med smerter i muskler og led, kan disse forebygges ved at være fysisk aktiv regelmæssigt. 

Risikoen for at dø for tidligt er væsentligt mindre hos de personer, som er fysisk aktive, hvis man sammenligner med inaktive personer. 

Slutteligt kan cardio være en fordel, hvis du er overvægtig eller blot vil smide et par kilo for at blive klar til strandsæsonen – motionstræning er nemlig effektivt til kalorieforbrænding.

Du kan træne cardio på mange måder

Mange forbinder cardio med løbetræning, men motionstræning kan være meget andet end det. Det handler i alt sin enkelthed om at få pulsen op, og hvordan du så opnår det, er faktisk op til dig. For at sikre dig, at din puls er høj, kan du overveje at investere i et pulsur.

De mest almindelige former for cardio er løb, svømning, spinning, roning, cykling og aerobics.

Når du cardiotræner, skal du sørge for, at din puls er oppe i minimum 30 minutter, så hjertet bliver udfordret og dermed styrket. Du kan med fordel vælge at indføre intervaller i din træning. Ved intervaltræning vil hjertet blive udfordret i særlig høj grad, og selvom det måske ikke lyder så rart, er det rigtig sundt. 

Sådan ved du, om cardiotræningen har en effekt

Det er ikke sikkert, at du bemærker i det daglige, at du ikke længere blive syg så ofte, eller at du har mere energi end normalt, fordi du er begyndt at træne cardio. 

Du vil dog typisk opdage, at du har gjort fremskridt i din træning, når du begynder at kunne løbe/cykle/gå længere distancer eller yde dit maksimale i længere tid ad gangen. 

Du kan også måle dine fremskridt ved eksempelvis at måle din hvilepuls, som kan forventes at blive lavere i takt med, at din kondition bliver bedre. Alternativt kan du teste din kondition ved at foretage en coopertest og derefter udregne dit kondital.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top