Indholdsfortegnelse
Sidestik kan spolere enhver god løbetur, men hvad er det egentlig, der udløser den stikkende fornemmelse ved ribbenene, og kan man gøre noget for at dulme eller forhindre sidestik? Det kigger vi nærmere på i denne artikel.
Vi har vist alle prøvet det…
Solen bager dejligt mod ens pande og bare arme. Det ene skridt tager det andet. Pulsen lister i vejret, mens endorfinerne begynder at fare behageligt rundt i kroppen på en. Så småt begynder man at indse, hvorfor nogle mennesker bliver afhængige af et par ugentlige løbeture. Alle ens positive tanker forsvinder dog i et væk, idet en voldsom stikkende fornemmelse nær ens ribben begynder.
Til at begynde med bider man tænderne sammen og fortsætter sit løb, mens ens indre stemme gjalder: “Det der, det skal bare løbes væk!”
For hvert skridt man tager, bliver stemmen i ens sind dog svagere og svagere, og til sidst må man overgive sig til smerten. Forpustet stopper man op, hvorefter man læner sig forover, mens man presser hånden mod det område, der smerter. Lidt efter lidt aftager stikkende fornemmelse, og man får atter pusten. Puha.
Dog er man varsom med igen at skrue tempoet op, for det var dæleme en ubehagelig omgang, som man netop var udsat for, og man ønsker på ingen måde at fremprovokere en gentagelse.
Du har sikkert allerede gættet, at synderen i ovenstående lille beretning er sidestik. En fordømt nagende og borende fornemmelse nær ribbenene, som mange af os rammes af, når vi dyrker motion.
Men hvorfor er det lige, at man bliver ramt af sidestik, og kan det forebygges? Det kigger vi nærmere på i de kommende afsnit.
Hvorfor får man sidestik?

Alle forskere er enige om, at sidestik er en afgrænset smerte lige under ribbenene, og at det kan ramme i både højre og venstre side.
Som regel opstår og forsvinder smerter relaterede til sidestik ganske pludseligt, og typisk vil smerterne ikke være forbundet med noget farligt.
Når det kommer til at svare på, hvorfor smerterne opstår, har videnskaben endnu ikke noget klart svar. Gode teorier findes der dog, og vi vil herunder redegøre for de bedste.
Teori 1: Træthed i mellemgulvet
En ret populær teori er, at sidestik skyldes træthed i mellemgulvet. Ifølge denne teori opstår smerterne som resultat af, at ledbåndene, der binder mellemgulvet til rygsøjlen, bliver trætte.
Fra videnskaben ved man, at overbelastning af sener kan føre til smerter, og særligt derfor er denne teori ganske populær i langt de fleste kredse.
Teori 2: Rystelser kan give sidestik
Når vi eksempelvis løber, så udsættes kroppen for rystelser, som den ikke er vant til, og en række forskere mener, at sidestik netop skyldes rystelser i maven under fysisk aktivitet.
Denne teori tager blandt andet afsæt i, at vi ved, at løb – og særligt løb ned ad bakke – væsentlig oftere fører til sidestik end mange andre fysiske aktiviteter.

Måske skyldes smerterne, at organerne i bughulen – ved rystelser – strækker og trækker i det væv, der sidder fast oppe under mellemgulvsmusklen.
Teori 3: En krum ryg gavner dig ikke
Hvis du er indehaver af en krum ryg, tvivler vi på, at du er særligt begejstret for denne. Vi finder det tilmed sandsynligt, at du bliver endnu mindre begejstret for din krumme ryg, når du har læst de næste to linjer…
Der findes en del forskning, der kraftigt indikerer, at risikoen for sidestik er markant højere for dem, der ejer en krum ryg.
Teori 4: Meget mad i mavesækken giver sidestik

Det er vist de færreste af os, der bryder sig om at løbe på fyldt mave, hvilket der formentlig er mange forskellige årsager til.
En af dem kunne være, at en fyldt mave oftere resulterer i sidestik.
Ifølge en ganske populær teori giver en fyldt mavesæk meget ofte sidestik, fordi den hinde, som omgiver ens organer i maven, bliver irriterede, når mavsen er fyldt.
Ens bughinde består af to lag. Det ene lag dækker ens organer, mens det andet lag sidder fast i bugvæggen. Lagene er adskilt fra hinanden med et tyndt lag væske. Dette væskelag virker smørende, hvorfor de to lag kan bevæge sig mod hinanden, uden det fører til smerte.
Ifølge nogle forskere kan en fyldt mavesæk reducere mængden af smøremiddel lagene imellem, hvorfor de glidende bevægelser mellem lagene ikke længere vil være gnidningsfrie, og det vil føre til smerte – og denne smerte er – ifølge disse forskere – hvad vi kender som sidestik.
Teori 5: Risikoen for at få sidestik øges ved indtagelse af mange kulhydrater
Der findes forskningsforsøg, der indikerer, at indtagelse af kulhydrater inden en løbetur vil øge risikoen for sidestik.
Et af disse forsøg blev lavet af Darren P. Morton. I forsøget deltog 40 forsøgsdeltagere, der blev delt op i tre hold.
Fælles for alle tre grupper var, at de blev placeret på et løbebånd og sat i sving med at løbe. Alle deltagere fik under løbeturen mulighed for at slukke tørsten. Dog var der forskel på indholdet i drikkedunkene.
I den ene gruppes drikkedunke var indholdet vand med smag uden kulhydrater, i den anden gruppes dunke var indholdet Gatorade – en sportsdrik, hvor seks procent består af kulhydrater – og i den sidste gruppe var indholdet af dunkene frugtjuice, der indeholdt 11 procent kulhydrater.
Deltagerne fik i løbet af forsøget jævnligt noget at drikke, og hvert andet minut skulle de rapportere, hvorvidt de havde sidestik.
Det viste sig, at dem, der drak frugtjuice havde en øget forekomst af sidestik, mens der ikke var den store forskel på dem, der drak vand, og så dem, der drak Gatorade.
Udover at frugtjuice-drikkerne havde en øget tendens til sidestik, virkede det også til, at de smerter, som de blev ramt af, var værre end de smerter, som forsøgspersonerne i de andre grupper blev ramt af.
Hvordan får man sidestik til at forsvinde?

Vi har haft snuden i Patienthåndbogen for at undersøge, hvad de mener, man kan gøre for at få sidestik til at forsvinde.
De mener blandt andet, at man nogle gange vil kunne få sidestik til at forsvinde ved at sænke intensiteten af den fysiske aktivitet, som man p.t. er i færd med.
Derudover forklarer de, at den mest almindelige måde, hvorpå smerter fra sidestik kan lindres, er ved at bøje sig forover, mens man presser sin ene hånd mod det smertende område og tager nogle dybe vejrtrækninger.
Et ældgammelt råd er desuden, at man kan forebygge sidestik ved at løbe med en sten i hånden, som man klemmer hårdt om. Det – synes vi – umiddelbart lyder lidt fjollet, men det er vel et forsøg værd for dig, hvis du ofte døjer med sidestik.