Hold øje med disse 8 tegn på træningsafhængighed

Elsker du at træne? Sådan virkelig elsker? Så synes du garanteret ikke, at der er noget som helst, der slår den følelse, du har efter en god træning. Det er derfor, du træner meget – og måske også for meget.

Træning er jo sundt, det ved alle! Derfor er det da bare godt at være afhængig af træning – så må man jo være ultrasund.

Ikke?

Selvom træning er sundt og godt for alle, så bliver nogle så fanget af det, at det bliver altoverskyggende. Pludselig handler hele deres liv om træning, og alt andet skal planlægges udenom træningen; passer det ikke ind? Så er det i hvert fald ikke træning, man skipper. Træning bliver nemlig prioriteret højere end både familie, venner, uddannelse og arbejde.

At elske at træne og at være afhængig af at træne er langt fra det samme. Hvis du har en trænings afhængighed, betyder det, at træningen bliver til en pligt, og at du bliver rastløs og ængstelig de dage, hvor du ikke kommer afsted, fordi du måske har en anden aftale. Det resulterer i, at hele din dag præges af angst og dårlig samvittighed over, at du har misset en træningsdag.

Der findes flere forskellige årsager til, at du bliver afhængig af at træne. Det kan være, at du bliver afhængig af at se fremgang – og dette gælder især, hvis andre også bemærker det og roser dig for det. Det kan også være, at du er afhængig af at være sund – du træner meget, spiser sundt og ved præcist hvor mange kalorier og makronæringsstoffer, du indtager.

Træningsafhængighed kan også komme i forbindelse med en spiseforstyrrelse i et forsøg på hele tiden at tabe sig, og derfor er det vigtigt, at du snakker med nogen og søger hjælp, hvis du har en træningsafhængighed.

Hvis du er i tvivl, om du har en træningsafhængighed, får du her 8 tegn, som du kan holde øje med.

1. Træning er det allervigtigste

Træning er din førsteprioritet i livet. Det vægter højere end både familie, venner, uddannelse og arbejde. Derudover kan du finde på at melde afbud til arrangementer – og måske endda aflyse i sidste øjeblik – for at træne i stedet.

2. Du hader, når andre blander sig i din træning

Måske har du haft nogle skænderier med dine nære, fordi de blander sig i, hvor meget du træner. Dette kan også gælde, hvis de er uforstående over for, hvorfor du melder afbud til et arrangement eller er forsinket, fordi du skal træne.

3. Du bliver rastløs, ængstelig og irritabel, hvis du ikke kan komme afsted

Rest days er dine hadedage. Her bliver du nemlig rastløs og irritabel, fordi du ikke kan komme afsted. Samtidig kan du blive ramt af angst og dårlig samvittighed over, at du ikke gør en god nok indsats.

4. Træningen er blevet en pligt og er tvangspræget

Træningen er blevet det samme som, at du skal vaske op efter aftensmaden; det er blevet en pligt, og nogle dage tvinger du faktisk dig selv afsted, selvom du godt ved du ikke burde, hvis du er i søvnunderskud eller er øm.

5. Du træner hver dag og måske endda flere gange om dagen

Du træner alle de dage, du kan komme til det, og hvis du misser en dag, så kan det være, at du tager en dobbelttræning dagen efter. Dette gør du, fordi du er overbevist om, at mere træning betyder hurtigere resultater – dette er bare langt fra tilfældet.

6. Du får skader – men træner videre alligevel

Når man overtræner, er der større risiko for at blive skadet. Restitutionen er nemlig lige så vigtig som selve træningen, og hvis du giver den gas med et fuldkropsprogram seks dage om ugen, så kan dine muskler slet ikke nå at bygge sig op igen, efter at de er blevet nedbrudt under træningen.

Når du så får en skade, så træner du videre alligevel, for – som vi lige har været igennem – så får du det endnu værre, når du ikke træner.

7. Du vil egentlig gerne skære ned, men det kan du ikke

Inderst inde ved du nok godt, at din familie og dine venner har ret, når de siger, at det ville være godt for dig at skære ned på træning. Problemet er bare, at du ikke kan. Træningen er nemlig så vigtig og er blevet tvangspræget, så det i nuværende øjeblik simpelthen ikke er muligt at skære ned. Hvis du skal skære ned, betyder det også flere af de dage, som du frygter allermest; hviledage.

8. Du aflyser aftaler for at tage ned og træne

Det kan være, at du egentlig havde en aftale, men at du aflyser i sidste øjeblik, for så kan du jo lige nå en træning mere. Det kan for eksempel være, fordi du ikke er tilfreds med din egen indsats i dine forrige træninger, og at du derfor overtræner for at kompensere. Dette leder dig dog bare ind i en ond spiral, fordi overtræning gør det sværere at præstere godt.

Scroll to Top